Spansk

Spansk B

Faget spansk B bidrager til, at du udvikler din evne til at kommunikere på spansk. Faget bibringer dig indsigt i og forståelse af væsentlige aspekter af de spansksprogede samfund og kulturer og øger din kommunikative, interkulturelle og æstetiske bevidsthed. Faget udvikler din evne til at anvende fremmedsproget som indgang til at forstå en fremmed verden. Du skal desuden gennem mundtlig og skriftlig sprogfærdighed udvikle din evne til at kommunikere om personrelaterede og almene emner samt om samfundsrelaterede emner.

Faglige mål

Du vil blandt andet kunne lære at:

  • forstå hovedindholdet i et tydeligt talt spansk om kendte og almene emner formidlet gennem forskellige medier
  • deltage i en samtale på spansk om kendte såvel som almene emner
  • læse og forstå ubearbejdede spansksprogede tekster, såvel fiktion som sagprosa, herunder medietekster
  • udtrykke dig skriftligt på spansk i et enkelt sprog om kendte og almene emner
  • forstå og redegøre for kendte emner inden for spansksprogede landes kultur og samfundsforhold
  • relatere den erhvervede viden om samfunds- og kulturforhold i spansktalende lande til egne samfunds- og kulturforhold
  • benytte viden om, hvordan man lærer fremmedsprog, i det daglige arbejde.

Kursets indhold

Kernestoffet er:

  • et grundlæggende alment ordforråd til brug for mundtlig kommunikation
  • et specifikt ordforråd i tilknytning til de valgte emner
  • grundlæggende principper for sprogets anvendelse og opbygning
  • moderne tekster, der skal repræsentere Spanien og Amerika
  • historiske og kulturelle forhold i Spanien og Amerika, der har relevans for de studerede emner
  • centrale samfundsmæssige forhold i Spanien og Amerika
  • aktuelle forhold i Spanien og Amerika. Der skal indgå spansksproget materiale fra såvel trykte som elektroniske medier
  • fagets centrale hjælpemidler

Der inddrages supplerende stof i undervisningen.

Undervisningen

Spansk B er på 240 lektioner.

Centralt i undervisningen står den faglige progression. Efter begynderundervisningen organiseres arbejdet hovedsageligt gennem tre til fem emner, der tilsammen skal repræsentere Spanien og Amerika. Arbejdet med spansk kultur og spanske samfundsforhold integreres løbende i arbejdet med emnerne.
Arbejdsformer og metoder tilpasses de faglige mål, der arbejdes hen imod i det pågældende emne. Der benyttes en variation af arbejdsformer, der alle fokuserer på sproglæring gennem tilegnelse af de kommunikative færdigheder: lytteforståelse, samtalefærdighed, læseforståelse, mundtlig redegørelse og skrivefærdighed, således at du udvikler større selvstændighed i arbejdet. Glosetræning, sproglige og kommunikative øvelser samt kursistoplæg indgår i alle faser.
I hele forløbet udgør det skriftlige arbejde en integreret del af undervisningen. Det organiseres med progression, således at det i hele forløbet støtter din sproglige læringsproces.

Eksamen

Der afholdes en mundtlig prøve. Prøven består af to dele med en samlet eksaminationstid på 30 minutter:

  1. Redegørelse og uddybende samtale på spansk samt tekstforståelse med udgangspunkt i en ukendt, ubearbejdet spansksproget prosatekst af et omfang på ca. én normalside. Det studerede emne inddrages i samtalen på spansk
  2. Samtale på spansk med udgangspunkt i et ukendt billedmateriale om almene emner.


Til 1) og 2) gives der en samlet forberedelsestid på 60 minutter. I denne forberedelsestid må eksaminanden benytte alle hjælpemidler. Kommunikation med omverdenen er ikke tilladt. Endvidere er brug af internettet ikke tilladt.
Prøvematerialet må højst bruges tre gange på samme hold.
En normalside er for prosa 1300 enheder, for lyrik 30 verslinjer.