Geografi

Geografi C

Geografi omhandler naturprocesser og naturforhold på Jorden og deres betydning for menneskets livsvilkår i et aktuelt og samfundsmæssigt perspektiv.
Geografi benytter sig af naturvidenskabelige metoder, hvor viden og begrebsforståelse udvikles gennem vekselvirkning mellem på den ene side observationer og eksperimenter og på den anden side teori og modeldannelse. Faget beskæftiger sig med såvel lokale, regionale som globale mønstre og forskelligheder og deres forklaring. Faget danner udgangspunkt for forståelse og erkendelse af fænomener i naturen og for forståelse af samspillet mellem mennesket og dets omgivelser.

Faglige mål

Du vil blandt andet lære at kunne:

  • observere, beskrive, strukturere og klassificere geofaglige rumlige mønstre, data og resultater
  • udføre simple former for geofagligt eksperimentelt arbejde, herunder feltarbejde og dataindsamling
  • behandle og anvende geofaglige data og resultater
  • opstille enkle problemformuleringer ud fra en geofaglig tilgang
  • forstå forskellen mellem en teoretisk model og den observerede virkelighed
  • identificere, udvælge, og behandle geofaglige variable faktorer
  • analysere geofaglige problemstillinger ved anvendelse af fagsprog og hensigtsmæssige faglige analyseværktøjer
  • sætte lokale natur- og samfundsmæssige forhold ind i en regional eller global sammenhæng og forstå globale processers lokale konsekvenser
  • på baggrund af geofaglig viden reflektere over naturvidenskabernes og teknologiens rolle i den aktuelle samfundsudvikling
  • forstå og vurdere geofagligt materiale fra tidsskrifter, medier m.m.
  • udtrykke dig både mundtligt og skriftligt om geofaglige emner med faglig præcision over for forskellige målgrupper.

Kursets indhold

Kernestoffet er udvalgte geofaglige områder inden for:

  • vejrforhold og klima
  • energistrømme og kredsløb i naturen
  • naturbetingede ressourcer, produktion og teknologi
  • befolknings- og erhvervsforhold.

Der inddrages supplerende stof i undervisningen.

Undervisningen

Geografi C er på 90 lektioner.

Undervisningen organiseres som hovedregel som emne- eller projektorienteret arbejde, og der er fokus på at arbejde anvendelsesorienteret i samlede forløb.
Skriftlighed i faget omfatter arbejde med fagets forskellige genrer og er en væsentlig del af læreprocessen. Skriftlighed omfatter blandt andet følgende:
journaler over eksperimentelt arbejde og feltarbejde
rapporter udarbejdet på baggrund af journalerne
forskellige opgavetyper blandt andet med henblik på træning af faglige elementer
andre produkter som for eksempel præsentationer, posters og projektrapporter

Eksamen

Der afholdes en mundtlig prøve på grundlag af en opgave udarbejdet af din lærer. 
Opgaven indeholder en overskrift og underspørgsmål med progression samt kendt og ukendt materiale. 

Eksaminationstiden er 24 minutter. 
Der gives 24 minutters forberedelsestid. Eksaminationen former sig som en samtale mellem dig og din lærer.
Der gives én karakter ud fra en helhedsvurdering af din præstation.