VUC kursist vinder Eremitageløbet

10.10.2018
Sylvia på 28 år læser på AVU på VUC Roskilde i Køge og vandt for tredje gang Eremitageløbet. TV2 Sporten laver dokumentar om den seje kursist.

28 årige Sylvia Mmboga Kiberenge er en sej kvinde, der har været i Danmark siden 2012. Hun læser på VUC Roskilde i Køge og vil gerne være pædagog.  Søndag vandt hun Eremitageløbet (13,3 km) på tiden 46.33 minutter.

Sylvia startede som au pair i Danmark og læser i dag AVU (almen voksen uddannelse – 9.-10. klasse) på VUC Roskilde i Køge. Rent sportsligt er drømmen at repræsentere Danmark ved OL.

Sylvia siger selv, at hun kommer fra fattige kår i Nairobi i Kenya.

Jeg kommer fra et slumområde og min mor havde svært ved at få arbejde. Vi havde ikke meget mad. Derfor startede jeg til fodbold og i en løbeklub, fordi der ofte var mad til børnene der. Jeg er glad for at bo i Danmark, og min mand støtter mig meget. Min mor og bror bor stadig i Nairobi. I starten var det svært at komme ind på livet af danskerne. De er ikke så åbne, som der hvor jeg kommer fra. Der holder naboerne naturligt øje med hinanden, og spørger ind til, hvordan man har det,” siger Sylvia.

Der går meget tid med daglig træning, ligesom Sylvia deltager i mange konkurrencer og træningslejre med løbeklubben Sparta. Hun prioriterer dog også undervisningen på VUC højt.

Jeg synes alle klassekammerater på VUC er søde og hjælpsomme. Jeg prøver at snakke med alle. Jeg har matematik og naturvidenskab, og har afsluttet dansk.  Jeg synes det er vigtigt at blive ved med at øve sig i at udtale dansk og lære grammatikken, samtidig med at det er spændende at diskutere og argumentere omkring de emner vi har,” siger Sylvia.

TV2 på besøg

Mandag den 8. oktober var TV2 Sporten forbi på Sylvias matematikhold på AVU. TV2 laver en dokumentarfilm om Sylvia og hendes vej mod OL. Dagen før havde Sylvia vundet Eremitageløbet for kvinderne. Det er tredje gang, at Sylvia vinder Eremitageløbet, og hun træner også hver dag.

Jeg løber hver morgen ca. 1 time og så efter skole løber jeg 1 ½ time eller 2 timer. Jeg lever sundt og sørger for meget søvn, omkring 9-10 timer, så jeg er frisk igen. Hvis jeg en dag mærker, at jeg er træt, tager jeg bare en rolig tur. Jeg træner i løbeklubben Sparta og vil gerne være bedre hele tiden. Jeg håber på at nå til OL for Danmark, når jeg har fået et dansk pas,” siger Sylvia, der kom til Danmark i 2012.

 

Dokumentaren om Sylvia Kiberenge og hendes liv og vej mod OL er formentlig klar til udsendelse om et års tid.

På billederne ses Sylvia da hun vinder, samt dagen efter da TV2 var på besøg i hendes klasse.