Natasja vil være tegnsprogstolk

Fascineret af sprog
Natasja Franzen er 23 år og læser Hf enkeltfag på VUC Roskilde. I dette skoleår har hun samfundsfag, biologi, kemi, dansk, religion, samt engelsk og spansk, da hun elsker sprog og synes det er fascinerende.

”Jeg har altid været et sprogøre og synes især spansk er et smukt sprog. Jeg kan tale tysk, engelsk, fransk og er startet på spansk A-niveau. Jeg vil gerne være tegnsprogstolk, da jeg synes det er smukt at se på, og så ønsker jeg at arbejde med både mennesker og sprog. Det er et alsidigt job og jeg kan forestille mig at kunne arbejde mange steder, fx undervisningsverdenen, hvor der sidder døve til undervisning, samt i kommuner, retssager osv.,” siger Natasja.

Hvorfor læser du Hf enkeltfag? 
”At blive tegnsprogstolk tager ca. 3 ½ år og kræver en gymnasial uddannelse. Jeg har valgt at læse Hf enkeltfag, så jeg kan tage fagene i det tempo, der passer mig. For mig gælder det ikke om at komme hurtigt igennem, men ordentligt igennem,” siger Natasja.

Second chance in life
Natasja er glad for at komme rundt på mange forskellige hold i stedet for fx kun at have en klasse. Hun er en udadvendt og smilende pige, der har det nemt med alle mennesker, så på VUC har hun hurtigt fået en stor omgangskreds og møder mange af de samme kursister på holdene.

”Jeg er glad for at gå på VUC bl.a. på grund af alsidigheden, folk kommer her med mange forskellige baggrunde. Jeg elsker konceptet ”Second chance in life”. Selvom du ikke fik taget gymnasiet lige efter folkeskolen, så er der en chance til. Mange er først klar senere af flere grunde. Jeg kan godt lide sammenholdet og fællesskabet på VUC, og vi møder hinanden med åbent sind trods vores forskellige baggrund. Jeg er seriøs i undervisningen, og jeg er her fordi det er et step for mig i mit uddannelsesforløb, ” siger Natasja.   

Trygt læringsmiljø
”Jeg har nogle rigtig gode lærere og de skaber et trygt læringsmiljø i timerne, hvor man tør spørge om alt. Man kan grine sammen og have et afslappet miljø, hvor der også er plads til seriøst arbejde”, siger Natasja.

 

Jeg er glad for at gå på VUC bl.a. på grund af alsidigheden, folk kommer her med mange forskellige baggrunde. Jeg elsker konceptet ”Second chance in life.