Mød Annelea: Mit mål er at få hue på

Anna Lea Lehrmann er 32 år og læser Hf enkeltfag. Som 28-årig fandt hun ud af, at hun var ordblind.

Anna Lea har store ambitioner og vil opnå så høje karakterer som muligt, så hun får gode muligheder i fremtiden.

”Jeg læser Hf enkeltfag for min egen skyld, det giver mening i mit liv. Jeg vil ikke bare klare mig igennem. Jeg har høje ambitioner, så nogle af fagene tager jeg igen, for at få det hele med. Jeg vil gerne have studenterhuen på en dag – det er der ingen i min familie der har.”

Hvad drømmer du om?
Jeg er ikke sikker på, hvad jeg vil være – måske noget inden for psykologi eller Jura finder jeg også spændende, jeg kan godt lige regler. Jeg sigter efter et job, hvor jeg kan blive ved med at udvikle mig og bruge mit intellekt.

Oprindelig er jeg uddannet bygningsmaler og jeg arbejdede med det nogle år, men det er fysisk hårdt krævende og det er ret stereotypt.

Mit mål er at få så høje karakterer som muligt, så jeg har mange gode muligheder for fremtiden. Jeg vil gerne have et godt job, der også er godt betalt, så der bliver råd til at rejse og opleve verden. Lige nu er mit mål at få hue på.

Hvilken uddannelse tager du på VUC Roskilde?
Jeg startede med at tage 10.klasse på den almene voksenuddannelse (AVU), og lige nu er jeg i gang med HF enkeltfag. Til august 2018 starter jeg på en særlig HF for ordblinde. Jeg kan godt lide at gå i skole. Især elsker jeg engelsk.

Hvad betyder det for dig at være ordblind?
Det tager lang tid at forberede mig på timerne som ordblind. Jeg får læst teksten højt 3-4 gange og så laver jeg overstregninger med det vigtigste. Jeg kan ikke have et arbejde ved siden af skolen, for jeg bruger al min fritid på lektierne.

Jeg var på livstilshøjskolen Ubberup og her gennemgik jeg en fantastisk personlig udvikling, både fysisk og mentalt. Jeg har fået et meget højere selvværd efter højskolen. Det var også her jeg blev testet ordblind.

Jeg er ikke flov eller irriteret over at være ordblind. Det hjælper ikke at bruge energi på at skjule det. Det var en kæmpe øjenåbner at være på it-café på VUC Roskilde og høre om, hvordan hjernen fungerer på ordblinde. Ordblindhed kan ikke trænes væk, som nogle tror. Det er medfødt. Caféen har også sin egen side på Facebook

Hvilke hjælpemidler får du som ordblind?
Som ordblind er der en masse gode hjælpemidler og gratis tilbud på VUC. Der er scannerpen, scannermus og et hav af gode apps. Jeg får særlig engelskundervisning, der hedder HELP 3 timer om ugen. SPS-samtaler har jeg halvanden time om ugen, som hjælper mig med struktur og studieteknik. Til eksamen søger jeg dispensation for at få længere tid. Jeg har ViTre til Mac på computeren som hjælper med stavning og AppWriter til oplæsning på internettet, og programmet TeamViewer skriver mine opgaver, når jeg indtaler dem på min computer eller telefon.

VUC Roskilde har en it-café, som foregår næsten hver onsdag fra 18:30 til 20:30. Det er virkelig fedt, fordi jeg møder andre ordblinde, vi bliver introduceret for nye apps og vi kan hjælpe hinanden. Caféen har også sin egen side på Facebook. IT CAFE ROSKILDE VUC

Hvad er dine interesser?
Jeg er meget kreativ. Strikker, syer tøj, tegner og laver blandt andet mine egne kort. og maler malerier Jeg ved jo også en del om at blande farver fra min maleruddannelse.

Og så kan jeg godt lide at skrive, jeg har altid drømt om at skrive en bog om mit liv.

Hvilke hjælpemidler har du fået?

En scanner-pen og scanner-mus. Musen er smart, fordi den scanner teksten til en Word-fil, som jeg kan redigere direkte i på computeren. Den ligner en helt almindelig mus, og det er jo også fint, for de ordblinde, der ikke bryder sig om, at alle kan se, de har brug for et hjælpemiddel.

Og så kunne jeg slet ikke undvære min Iphone 6s Plus. Mobilen er mit liv, fordi jeg har så mange gode apps på den, som hjælper mig med både at læse, skrive og oversætte. Den ekstra store skærm er en kæmpe hjælp, fordi det gør det nemmer og mere overskueligt at lave lektier på den.  

Hvad vil du bruge din HF-uddannelse til?

Til at optimere mig selv. Jeg vil blive bedre og klogere, mens jeg går her, for jeg ved ikke endnu, hvad jeg skal lave bagefter. Mit mål er at få så høje karakterer som muligt, så jeg kan vælge og vrage i mine muligheder for fremtiden.